Michel og Mie Awesome

Værterne i Skyhooked er Mie og Michel, der bærer det fælles mellemnavn Awesome.

De tog begge deres første spring i 2010 i hver sin klub. Michel er nu instruktør I, og Mie er instruktør II og AFF-instruktør. De laver hver især ca. 200 spring om året rundt om i Danmark og udlandet.

Podcastværterne i Skyhooked er Mie Awesome og Michel Awesome.

Michel Awesome

Michel er ham, der har mange holdninger til det hele. Han ved ikke altid, hvad dagens emner er i afsnittet, før mikrofonen er tændt, men det holder ham ikke tilbage fra at tale længe og passioneret.
 
Hvis ikke han får lov at sige “så er vi her igen” i starten af hvert eneste afsnit, er han ude af stand til at fortsætte optagelsen.
 
Michel har ansvaret for at afsnittet bliver korrekt optaget, og han sidder bag tasterne, når afsnittene skal redigeres. Det er desuden ham, der lægger afsnittet op hos podcast-hosten.
 

En gang imellem tager han også back-up. Mest når Mie minder ham om det.

Hvis du undervejs i afsnittene kan høre nogle der slubrer, er det med 99 % sikkerhed Michel, der drikker te eller kaffe på den højlydte måde.

Michel instruerer og redigere videoerne.

Hvis du vil vide mere om Michel, kan du høre afsnit 1 og 9. Dem finder du i arkivet.

Mie Awesome

Mie er hende, der researcher og forbereder dagens emner, lister, vise ord osv. Sjældent skal der mere end et enkelt stikord til at starte en samtale. Og nogen gange består samtalen mest i, at Michel fortæller, hvorfor han synes, at han har ret, mens Mie prøver at få emnet tilbage på sporet.

Mie sørger for at booke og koordinere med Skyhookeds gæster.

Det er desuden hende, der finder underlægningsmusik og lydeffekter, når det er nødvendigt. Og det synes hun (lidt for) tit, det er.

I post-produktionen er det Mies opgave ikke at distrahere Michel alt for meget, når afsnittet skal redigeres. Ofte lægger hun puslespil eller tegner, når afsnittet bliver gennemlyttet, og udstøder kun en kort lyd eller kigger op, hvis noget skal klippes til.

Mie skriver shownotes – dvs. beskrivelserne af afsnittene. Hun står derudover for opbygning og vedligehold af Skyhookeds website og facebooksiden.

Hvis du vil vide mere om Mie, kan du høre afsnit 1 og 8. Dem finder du i arkivet.

Har du spørgsmål, kommentarer eller feedback til Mie og Michel, så tøv ikke med at tage kontakt 🙂

Vil du vide, hvordan Skyhooked startede, kan du læse historien om, hvordan Mie måtte prikke til Michel en hel del gange, før der skete noget.

Skyhookeds logo med lukkepin og smil.